Praktiske oplysninger

Vaccination

For at passe bedst på din og andres katte, modtager vi kun vaccinerede katte. Din kat skal være vaccineret mod kattesyge og katteinfluenza. Vaccinen må ikke være mere end 1 år gammel. Medbring dokumentation på dette. 

Sygdom

Sygdom eller tilskadekomst under opholdet
Hvis din kat mod forventning vurderes syg eller kommer til skade under opholdet hos os, forbeholder vi os retten til at bringe katten til vores faste samarbejdsdyrlæge, Dyredoktoren i Helsinge, for ejers regning. Vi vil naturligvis altid forsøge at kontakte dig som ejer forud for en eventuel behandling, såfremt situationen tillader det.

Smitte og forebyggelse
Vi kan desværre ikke give garanti for, at din kat ikke kan blive smittet med sygdom under opholdet. Visse virus hos katte kan være luftbårne og smitte, selv uden direkte fysisk kontakt mellem kattene.

Vi har dog indrettet kattepensionen med stor omtanke for at minimere smitterisikoen.

Vi vasker hænder, når vi har været hos en kat, inden vi går videre til den næste, for at mindske risikoen for smitte og sikre god hygiejne i pensionen. Kattene har ikke mulighed for fysisk kontakt med hinanden. Vi har en rengøringsprocedure, hvor alle værelser rengøres grundigt med desinficerende rengøringsmidler mellem hvert ophold. Derudover udskiftes og vaskes alle tæpper på min. 60 grader mellem hver gæst. 

Hvis din kat ved ankomst vurderes at udvise tegn på sygdom, kan vi af hensyn til de øvrige katte være nødt til at bede jer tage katten med hjem igen.

Lopper
Det er en forudsætning, at alle katte er fri for lopper ved ankomst. Hvis vi konstaterer, at en kat har lopper under opholdet, vil den blive behandlet med loppekur for ejers regning. Vi anbefaler, at katten forebyggende behandles mod lopper inden opholdet for at mindske risikoen for smitte.

Orm
Hvis vi konstaterer, at en kat har orm under opholdet, vil den blive behandlet for ejers regning. Ønsker man selv at give katten ormekur inden opholdet, anbefaler vi, at dette sker senest 2 uger før ankomst, da behandlingen i nogle tilfælde kan medføre diarré.

Hankatte
Vi tager kun i mod kastrerede hankatte, af hensyn til de øvrige gæster. Dette gælder kun hvis hankatten er kønsmoden. 

Forplejning

Foder
Prisen for opholdet er den samme, uanset om du vælger at medbringe eget foder eller benytte vores. Vi fodrer med Hill’s SP Adult Chicken. Hvis du ønsker, at din kat skal have vores foder, anbefaler vi, for at undgå maveproblemer, at du medbringer en mindre portion af det foder, din kat er vant til, så vi kan blande det gradvist med vores foder.

Vi har køleskab til opbevaring af vådfoder, tun, rejer eller lignende, hvis din kat får dette som supplement eller snack. 

Vi anbefaler, at du medbringer kattens yndlingssnacks, vådfoder eller andre små favoritter, som katten elsker hjemmefra. For mange katte kan det være lidt overvældende at være i nye omgivelser, og derfor oplever nogle katte, at appetitten bliver mindre de første dage. Her kan velkendte godbidder eller favoritmad gøre en stor forskel og give ekstra tryghed og lyst til at spise.

Det gør det lettere for os at hjælpe katten med at føle sig tryg og sikre, at den får spist godt under sit ophold hos os.

Medicin
Hvis din kat får medicin, giver vi den naturligvis gerne under opholdet. Medicinen skal være tydeligt opmærket med kattens navn samt en klar doseringsvejledning. Oplysninger om medicin og dosering kan med fordel også noteres i vores bookingformular i forbindelse med reservationen.

Tæpper, kurve og legetøj
Det kan give ekstra tryghed for katten at have noget velkendt med hjemmefra, og vi anbefaler derfor, at du medbringer tæppe, kurv eller legetøj. Vi stiller mad- og vandskåle, legetøj, kradsetræer, tæpper og huler til rådighed. Har din kat behov for pelspleje, må du også meget gerne medbringe dens egen børste.

Kattenes hverdag hos os

En dag i Annisse Kattepension foregår i rolige og trygge rammer med masser af omsorg og nærvær.

Dagen starter omkring kl. 7, hvor kattene får morgenmad, og kattelemmene åbnes, så de frit kan bevæge sig mellem deres inde- og udeområder. Herefter bruger vi tid på at tjekke ind hos alle kattene, give nus, hygge og aktivering i løbet af dagen – altid i kattens eget tempo og på dens præmisser.

I dagtimerne har vi radio kørende, som skaber en hyggelig og hjemlig stemning i pensionen. Her er næsten altid nogen hjemme, så der er massere af liv og nærvær omkring kattene. Vi har indrettet en kontorplads, så vi også har mulighed for at sidde og arbejde i kattepensionen.

Omkring kl. 19 serveres aftensmad, kattelemmene lukkes for natten, og en lille natlampe tændes, så der stadig er et blidt og trygt lys i omgivelserne.

Når natten falder på, sænker roen sig over pensionen, så kattene kan få en tryg og uforstyrret nattesøvn.

IMG_1829

Booking og betingelser

🐾 Booking er bindende for begge parter af hensyn til planlægningen, og der betales derfor fuld pris for hele den bookede periode.

🐾 Der afregnes pr. påbegyndt dag. Det betyder, at både afleverings- og afhentningsdag tæller som hele betalingsdage.

🐾 Der afregnes for hele den bookede periode, også selvom katten/kattene hentes før tid.

🐾 Forudbetaling via faktura som udsendes når bookingen er bekræftet. Betaling skal foreligge senest 7 dage før opholdets start.